Jakob Dannefærds vej 6, 4. th.
Mormor slog øjnene op - så, at det var mig og sagde stille - hvordan går det med Buster (mit sorthvide marsvin i buret derhjemme) - jeg svarede: ja det går fint. Mormor døsede hen igen og jeg overlod rummet til det næste familiemedlem, der ventede ude på gangen.
Første dag i maj 1978 sov Mormor stille ind - efter et arbejdsomt hårdt liv - hvor hun Dagny Wilhelmine sammen med til tider iltre Vange havde opfostret 3 børn i en treværelses lejlighed tæt bag ved Radiohuset i København.
Dagny var i nogle år ansat som flaskedame på Carlsberg - en endeløs række af klirrende grønne flasker, hvor de defekte elementer skulle sorteres fra ved den menneskelige intervention.
Engang var der besøg på fabrikken fra Danmarks Radio, som ville lave et indslag om arbejdet på fabrikken - herunder blev mormor interviewet og fortalte til radioen om, hvor svært det var at finde en passende lejlighed i København.
Efter indslaget havde været udsendt i radioen - kom der respons fra en ejendomsbesidder, som var blevet ramt af mormor's rørende historie og frembød lejligheden på Jacob Danefærdsvej - dén blev familiens arnested i omkring 40 år.
Vi besøgte dem ofte - jeg fornemmer min Mor var tæt knyttet til sine forældre. - Der var en trykket indelukket luft på trappeopgangen. Ligeledes på bagtrappen ned til gården, hvor skraldespandene stod - meget betegnende for dunsten i trappeskakten - sådan lidt en gammel kålagtig dunst.
Døren til bagtrappen gik fra køkkenet - en aflangt smalt rum med en lille spiseplads - her drak de voksne mangen en god kop stærk IRMA kaffe - sukker og kaffefløde - og de dengang legitime Grøn Cecil - virkelig noget med krudt i.
Specielt en erindring står klart frem - jeg er i køkkenet og sidder ved bordet med Mormor - solen skinner ind ad vinduerne mod baggården - vi venter på, at morfar skal komme tilbage fra dagens indkøb.
Morfar var flaskesamler - som supplement til folkepensionen var han rundt på gader og stræder i indre KBH og finde tomme flasker, som han bragte hjem til et et lille rum i lejligheden, hvor de blev opbevaret til der var en passende mængde, der så blev vekslet til klingende mønt.
Nu kom han ind i lejligheden med et frisk franskbrød med birkes, en firkantet klar plastikindpakning med sirligt pakkede små hummerhaler og med en ny forsyning af de uundværlige smøger. - Så var der hygge - det var virkeligt noget særligt for dem - de fine små hummerhaler, som fandtes i frostafdelingen i IRMA.
Nu tænker jeg, at han var som en forhistorisk jæger, der ansvarsbevidst og stolt bragte byttet hjem til familien.
Kommentarer
Send en kommentar